Anmeldelse

Poetry slam

Poetry slam

- poesiens kampsport

Offentliggjort Sidst opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

”Digte er svære. Lyrik er kedeligt. Bare jeg ikke trækker et digt til eksamen”. Sådan har de ældste elever tit sagt om lyrik. Men stifter eleverne bekendtskab med genren ved at arbejde med dette meget spændende materiale, bliver det hverken kedeligt eller svært.

Fakta:

Titel: Poetry slam

Forfatter: Frank Langmack

ISBN: 9788723039965

Pris: 185

Sider: 120

Serie: Tid til dansk i overbygningen

Forlag: Alinea

”Poetry slam er en hybrid - en blanding af digtoplæsning, kunstskøjteløb og boksning”, skriver forfatteren, som selv er en såkaldt slammer, i sit forord. Selv om det måske kan lyde som en lidt smart definition, så er der megen viden og utrolig mange spændende opgaver at hente her.

Der lægges således op til, at der blandt meget andet arbejdes med oplæsning, samspillet mellem sprog, indhold og genre, analyse af ny og ældre dansk lyrik, fortælleteknikker og virkemidler. For eksempel er der opgaver, der handler om komposition, association, besjæling, assonans, metafor, inferens, allitteration, intonation - for blot at nævne nogle stykker.

Teksterne er ikke kun poetry slam, der er også digte af Emil Aarestrup, Kristen Bjørnkjær, Poul Borum, Halfdan Rasmussen og Jens August Schade.

”Poetry slam - poesiens kampsport” er en del af systemet ”Tid til dansk i overbygningen”. Det betyder, at der lægges op til brug af portfolio og logbog, der er tydelige målbeskrivelser for hvert kapitel, oplæg til evaluering og fakta- eller fagbokse med definitioner og forklaringer.

Med bogen er der skabt en ny og engagerende genvej til den genre, som mange elever synes er vanskelig. Med en omskrivning af et citat fra bogen, ”Poetry slam giver digtene tilbage til folket, fuck eliten”, kunne man sige, at med ”Poetry slam” giver man digtene tilbage til eleverne.