Forfatterne til denne bog vil aflive myten om, at jo mere forældresamarbejde der er, desto bedre, og i stedet kvalificere samarbejdet ved en kritisk, kulturel analyse.

For lærere og forældre kan læsning af bogen være som at se hverdagslivet i et spejl. Er det virkelig sådan, det foregår? Der sættes spørgsmålstegn ved skole-hjem-samarbejdets selvfølgelige rutiner.

Forskerne er gået i dybden med en kvalitativ, subjektiv undersøgelse. De har samlet materiale ved samvær og interview med børn, forældre og lærere på skoler og i hjemmene i forbindelse med skole-hjem-samarbejde på skoler i Københavnsområdet. Noget epokegørende nyt i undersøgelsen er det, at eleverne i så høj grad kommer til orde, blandt andet i forbindelse med interview af 62 elever i 9. klasse.

Skole-hjem-samarbejdet praktiseres forbløffende ens i alle de undersøgte skoler. De samme rutiner gentages og har ikke ændret sig meget igennem de sidste årtier. Skolens holdning til forældresamarbejde har dog udviklet sig fra 1970'ernes ønske om ud fra et demokratisk ideal at give forældrene indflydelse mod en stigende tendens til, at skolen stiller krav til forældrene om at tage ansvar for elevernes læring på skolens betingelser.

I forbindelse med forældresamtaler er lærernes dagsorden dominerende. De rubricerer eleverne ud fra få og stereotype kategorier med hensyn til faglige færdigheder og opførsel, og forældrene understøtter normalt disse udsagn. Hvis de ikke gør, løber de en risiko for, at det har negative konsekvenser for samarbejdet.

Langt de fleste forældre er engagerede i samarbejdet. De håber, at deres børn får et godt, fagligt fundament, som kan føre til en god uddannelse. De tilpasser deres hverdagsliv til skolens krav og går meget op i, at eleverne klarer sig godt og får læst deres lektier.

Ud fra Bourdieus kapitalbegreber beskrives forskelligheden blandt forældrene. Nogle er fortrolige med de koder, som skolen bruger, og kan derfor også fremsætte kritik på en måde, som skolen tager alvorligt. Anderledes er det med forældre, som ikke har samme kulturelle og sociale kapital. Det gælder forældre med anden etnisk baggrund. De har en kort line og bliver betragtet som vanskelige, hvis de kommer med kritik.

Eleverne betragter skolen som vigtig for deres fremtid og sætter ikke spørgsmålstegn ved undervisning og lektielæsning. De resursestærke elever har gerne stor frihed til at læse deres lektier på deres egen facon inden for vide rammer, som forældrene har sat. I de hjem, hvor forældrene har svært ved at hjælpe eleverne med lektierne på grund af manglende uddannelsesmæssig baggrund, er lektier et urimeligt stort problem, som både forældre og elever kæmper med.

Børnene oplever, at de ikke er en del af skole-hjem-samarbejdet. Ved forældresamtaler venter de ofte på, at de voksne bliver færdige med at karakterisere dem, og deltager ikke aktivt. De store elever er også i mange tilfælde helst fri for et alt for tæt skole-hjem-samarbejde, da det hindrer dem i deres eget selvstændige identitetsarbejde.

Bogens kritiske gennemgang af skole-hjem-samarbejdet er en glimrende kvalitativ analyse, som kan være meget værdifuld i en debat om skole-hjemsamarbejde. Men man kan ikke generalisere til alle skoler i landet. Det er en svaghed, at kun få skoler i Københavnsområdet indgår i undersøgelsen.

Som det påpeges i bogen, er tendensen i dansk forskning en udvikling fra pædagogiske udviklingsarbejder over mod kulturkritiske analyser. Et eksempel på en ikke-normativ kritisk analyse af skole-hjem-samarbejde uden forslag til løsninger er Hanne Knudsens bog, ”Har vi en aftale?” Sideløbende med denne væsentlige, kulturkritiske forskning er der også brug for forskning, der inspirerer til intensivering og forbedring af skole-hjem-samarbejdet og anviser nye veje, således som engelske og amerikanske forskere, blandt andre Joyce Epstein, praktiserer det med stor professionel dygtighed og fremragende retoriske færdigheder.