Anmeldelse
Dannelsens veje III
Dannelsens veje III
Klik for at skrive manchettekst.
Bemærk
Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.
At afslutte noget stort giver ofte en følelse af lethed. Forfatterne af tredje bind om dannelsens på én gang snørklede og alligevel forståelige veje kan forhåbentlig mærke letheden. For der er tale om en god (foreløbig) afslutning på et stort projekt, der med Bent Nabe-Nielsens egne ord har været mange år undervejs, fordi dannelse tager tid. Uanset om man er i gang med at dannes, eller man i skrift forsøger at favne historien om, hvordan mennesket gennem tiderne egentlig er blevet menneske. I denne tredje bog er Bent Nabe-Nielsens datter Louise Nabe-Nielsen medforfatter. Hun har en sproglig lethed og en faglig dybde, der gør, at hendes bidrag fungerer så fint ind i hendes fars værk.
Fakta:
Titel: Dannelsens veje III
Forfatter: Bent Nabe-Nielsen, Louise Nabe-Nielsen
ISBN: 9788779555938
Pris: 290 kroner
Sider: 383 sider
Type: Bog
Forlag: Forlaget Klim
De to forfattere folder dannelsesbegrebet ud ved hjælp af begreber, der samler en periode eller en gruppe af tænkere, som "Politik og dannelse" i del to, hvor kapitlerne "Samfund og pædagogik" og "Politisk dannelse" leder læseren igennem den del af dannelsens historie, hvor blandt andet menneskerettighederne gør mennesket til et politisk væsen. Bogen tager fat på centrale tænkere, hvor teoretiske begreber om dannelse gøres levende og vedkommende, fordi forfatterne tager sig tid til at dykke ned i og er tro mod begrebernes tilblivelseskontekst. Med ført hånd hjælpes læseren til at se forskellige tolknings- og forståelsesmuligheder af kendte og aktuelle udfordringer for dannelsen. Lidt efter lidt ser man for sig et stort net af tanker, der binder de forskellige tanker og perioder sammen og gør dannelsens snørklede veje forståelige! Læseren præsenteres for hovedværker og tekster, der meget præcist viser den enkelte tænknings kompleksitet, historik og aktualitet. Ud over at være meget læseværdig og give et godt overblik kan bogen fungere som et meget fint afsæt for videre fordybelse.
Bogens fem dele starter i grove træk ved tanker om eksistens, bevæger sig over politik og samfund til selve livets udvikling som evolution, psykoanalyse, for så at komme til kulturens betydning, hele tiden med det fineste tag i de forskellige tænkeres vejvisere for menneskets dannelse. Bogens sidste del tegner mulige konturer af fremtidige tanker om og rammer for dannelse.
Det bliver tydeligt i denne bog, at det er, hvordan vi som mennesker søger sandhed, der afgør, hvilken dannelsesvej vi ender med at gå. Og det er ikke sikkert, at det er en lige linje fra start til slut. Måske er det netop de snørklede veje, der billedligt bedst beskriver dannelsen, både for tænkningen og for det enkelte menneske.
Af denne bog bliver man ikke blot klog, man fordres også at tage sig tid til at tænke - og dannes.