For Stine Kragholm Knudsen og Lone Wulff, der underviser i dansk som andetsprog på læreruddannelsen Blaagaard/Københavns Dag- og Aftenseminarium, er det en ubetinget resurse at være tosproget elev.

I mere end ti år har de to lektorer arbejdet med skrivning i forhold til tosprogede.

»Spørgsmålet er, om man ude i folkeskolen formår at se tosprogethed som en resurse. Men i det øjeblik man gør, så er de tosprogede et skridt foran de andre elever, fordi de har, hvad man kunne kalde en større metasproglig bevidsthed«, siger Stine Kragholm Knudsen.

Hun kommer også med et eksempel:

Tre elever fra en flersproget 3. klasse sidder med en artikel fra en tyrkisk avis. Khadija og Mahad er tosprogede med somalisk familiebaggrund, mens Lejla har tyrkiske/kurdiske rødder. Forskningsmedarbejder Ulla Lundqvist optog samtalen.

Lejla er hurtig til at afkode genren. Det er overskriftens versaler, der overbeviser hende om, at der er tale om en avisartikel. »Kayseri son nefeste« hedder artiklen. På dansk betyder det Kayseris sidste åndedrag.

»Der står, at det er et land, nej, det er et fodboldhold, der er i sit sidste, sit sidste luft. De har næsten ikke mere luft«, siger Lejla.

Mahad byder ind, da det går op for ham, at et hold fra Istanbul bliver nævnt i artiklen. Den by kender han.

Også på det mere tekstnære plan har de tre elever noget at tale om. Det viser sig, at Khadija, hvis modersmål er somali, kender flere af de tyrkiske skrifttegn.

Stine Kragholm Knudsen og Lone Wulff er ikke overraskede. »De tosprogede elevers sproglige bevidsthed overrasker tit og skal selvfølgelig bruges til noget«, siger Stine Kragholm Knudsen.

At tage udgangspunkt i elevernes viden

Eksemplet har Stine Kragholm Knudsen lånt af forskerne bag forsknings- og udviklingsprogrammet »Tegn på sprog«.

Projektet, der løber frem til 2014, har til formål at give indsigt i tosprogedes møde med skriftsproget. Desuden vil forskergruppen udforske mulighederne for at inddrage de tosprogedes forudsætninger i læse- og skriveundervisningen i indskolingen og på mellemtrinnet.

For Stine Kragholm Knudsen og Lone Wulff er den forskning uundværlig.

»Det gælder om at drage al sproglig kompetence ind i rummet«, siger Lone Wulff, og Stine Kragholm Knudsen supplerer:

»Det har været usynligt i den danske folkeskole, at der rent faktisk sidder elever, der kender skrifttegnene på andre sprog. Hvorfor ikke trække det ind i undervisningen?«

Begge understreger de vigtigheden af at tage udgangspunkt i elevernes viden om verden og viden om sprog.

»Indvandrersprog« ikke et onde

Mange af de tosprogede elever blander bevidst flere sprog. Lone Wulff mener ligefrem, at det er udtryk for sprogligt overskud, når tosprogede unge jonglerer med eksempelvis arabiske og danske udtryk i samme talestrøm. Multietnolekt hedder det med et fagligt begreb.

»Deres slang vidner faktisk om en høj sproglig kompetence. Det handler ikke om, at de unge ikke kan tale rigsdansk. Det er en leg med ord, ordstilling og udtale«, siger Lone Wulff.

Gennem legen bliver de tosprogede øvede sprogbrugere, og derfor kan de potentielt blive bedre skribenter.

»At blive dygtig til at skrive handler om at have magt over sproget og kende sig selv som sprogbruger«, siger Lone Wulff.

Man bygger et stillads

De to lektorer underviser deres studerende i at arbejde procesorienteret og genrepædagogisk med skrivningen. Det betyder i praksis, at læreren gennem forskellige faser sikrer, at eleverne bliver i stand til at skrive selv.

»Alle elever har brug for at arbejde med genrer, og når vi arbejder med genrepædagogikken, stiller vi eleverne lige. Alle skal vide, hvad der karakteriserer en given genre«, siger Stine Kragholm Knudsen.

Læse- og skrivefærdigheder er to sider af samme sag, der udvikles parallelt. Men mundtlighed er en forudsætning for dem begge.

»Det gælder for alle, men især for tosprogede, at mundtlighed kommer før skriftlighed. Vi er nødt til at arbejde med emnet, genren eller temaet mundtligt først, så det bliver en del af elevens sproglige kompetence«, siger Lone Wulff.

Den traditionelle, procesorienterede skrivning fra 80'erne erkender, at skrivning er en proces og består af flere faser. Den genrepædagogiske skrivning udspringer herfra.

»Men genrepædagogikken arbejder mere tydeligt med målet. Man arbejder stilladserende med genreskrivningen, så eleven bliver bedre og bedre til at skrive og samtidig oparbejder et sprog om at skrive. Man bygger et stillads, som eleverne kan klatre op ad«, forklarer Lone Wulff.

Målet må være klart

Vigtigst er det, at læreren er bevidst om, hvad målet med skriveøvelsen er. Ellers farer eleverne vild i stilladset, kunne man sige. »Vi skal vide, hvad det er for en tekst, vi vil have frem«, siger Lone Wulff.

Hvis målet er at skrive en leksikonartikel om superhelte, skal eleverne levere flere skriftlige produktioner undervejs. Og så skal det fremgå tydeligt for alle, hvilke indholdsmæssige og sproglige krav der stilles til en tekst i et leksikon.

Dels lærer de noget nyt om superhelte, dels bliver de opmærksomme på, hvilket sprog de har brugt til henholdsvis at tale og skrive om det.

»Den metabevidsthed er meget vigtig at have fokus på for tosprogede. De skal ikke kun kunne skrive en god tekst, men også vide, hvordan de skriver. De skal have en strategi, for den kan de også bruge, næste gang de skal skrive, uafhængigt af genre«, siger Lone Wulff.

For et par år siden besøgte hun og Stine Kragholm Knudsen en 7. klasse i København med udelukkende tosprogede elever og afprøvede deres skrivepædagogik. Den erfaring, der siger, at målet må være helt klart, er blandt andet hentet herfra.