Anmeldelse
Ofelia i den nye klasse
Ofelia i den nye klasse
Klik for at skrive manchettekst.
Bemærk
Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.
Bogen er den første i en serie om pigen Ofelia. "Ofelia i den nye klasse" er en letlæsningsbog med indhold. Allerede på første side finder vi ud af, at Ofelia har mistet sin mor. Hun er flyttet med far og hunden Nutella til en ny by. Ofelia får bestemt ikke en nem start i sin nye klasse, allerede første dag bliver hun udsat for ondskabsfuldt pigedrilleri via mobiltelefonen. Illustrationerne understreger fint forståelsen og foregriber også fint handlingen. Man er ikke i tvivl om, at der foregår drilleri, da en pige fra Ofelias klasse vil tage et billede af hende. Illustrationen viser tydeligt, at pigen ikke har gode hensigter. Slutningen på bogen, hvor Ofelia får veninden Lulu, er poetisk og fint lavet.
Fakta:
Titel: Ofelia i den nye klasse
Forfatter: Marie Duedahl
ISBN: 9788770906579
Pris: 169 kroner
Sider: 32 sider
Serie: Billebøgerne
Type: Bog
Forlag: Turbine Forlaget
Jeg synes, at indholdet er barsk til begynderlæsningen. Det er en fin intention at skabe indhold i letlæsningsbøger, for det vækker læselyst og gør teksten vedkommende. Indholdet lægger op til at diskutere emnerne venskab, mobilmobning og sorg. Jeg synes dog, at bogen savner endnu mere sammenhæng og nuancer, idet drilleriet fylder meget.
Der er opgaver til bogen digitalt. Disse går på læseforståelsen på og mellem linjerne. De virker fine og lægger op til elevens nærlæsning og refleksion over teksten. Lærervejledningen er en generel vejledning skrevet af Lis Pøhler. Den beskriver nøje, men kort, hvordan man kan gribe den første læseundervisning an ud fra ét læseindlæringssyn. Indholdet omfatter opgavetyper til tekster, hvordan man kan støtte elever, og hvordan man holder styr på læsehastigheden. For mig at se kan en vejledning tjene som støtte og inspiration, men den kunne sagtens være undladt, da jeg synes, det undervurderer lærerens kompetencer.