Anmeldelse

Adoptionshåndbogen

Adoptionshåndbogen

Klik for at skrive manchettekst.

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

»Hvor kommer du fra?« og »Din mor er ikke din rigtige mor« er kommentarer, som adopterede børn bliver konfronteret med. For at være rustet til at besvare de spørgsmål og have udviklet et beredskab til at tackle den slags situationer er det nødvendigt at kende svarene på forhånd. Adoptionsforældre får pålagt en ekstra forældreopgave ved at gøre børnene parat til at møde omverdenens mere eller mindre subtile spørgsmål med diskriminerende undertoner.

Fakta:

Titel: Adoptionshåndbogen

ISBN: 9788741255170

Pris: 375 kroner

Sider: 320 sider

Type: Bog

Forlag: Hans Reitzels Forlag

"Adoptionshåndbogen" kan være med til at give forældrene gode råd til at hjælpe børnene med at finde deres identitet. Adopterede børn har særlige livsbetingelser, som kræver opmærksomhed både hos forældre og i dagtilbud og skole. Bogens formål er netop at sætte fokus på et overset område for alle, der har berøring med adopterede børn.

Som håndbog kan bogen anvendes til opslag med et stikordsregister, eller bogen kan læses i sin fulde længde. Bogens første del er teoretisk og tematisk, mens anden del er en række fagfolk, der giver bud på fokusområder i forhold til adoptionsfamiliernes konkrete hverdag.

Kompetent, veldokumenteret og saglig læsning, som bestemt kan anbefales på lærerbiblioteket.