Anmeldelse

Paranoid Park

Paranoid Park

Eleverne i 8.-10. klasse kan her dykke ned i amerikansk teenagekultur med dette fascinerende materiale, der bearbejder klassiske teenagetemaer som identitet, venskab og skyldfølelse i en fin kombination mellem film og tekst.

Offentliggjort Sidst opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Her er et meget interessant mediemateriale, som rummer filmen "Paranoid Park", uddrag af Blake Nelsons roman af samme navn, en rigtig god lærervejledning og en cd, der blandt andet indeholder autentiske interview med amerikanske teenagere om familieliv, kærlighed og hobbyer som at stå/løbe på skateboard. Herudover er en hjemmeside til materialet under opbygning.   

Fakta:

Titel: Paranoid Park

ISBN: 9788723032751

Pris: 1.375 kroner

Serie: Mediepakke

Type: Diverse

Forlag: Alinea

Film og tekstuddrag bearbejder de samme temaer som: teenager- og familieliv, venskab, identitet, ængstelse og skyldfølelse. Filmen gør det dog på en noget mere sofistikeret måde, da den kan trække på nogle virkemidler, som bogen ikke kan. Her tænker jeg først og fremmest på sange, lyd, visuelle effekter og krydsklip.

Handlingen foregår i Portland, Oregon, hvor man følger Alex - en ganske almindelig amerikansk teenager, der elsker sit skateboard og sine venner. Han er i en identitetskrise på grund af forældrenes separation og kommende skilsmisse, og han er meget bekymret for lillebroderen, Henry, som har fået stress af situationen.

Vennen Jared introducerer ham til Paranoid Park, et samlingssted for skatere, der er lidt vildere og hårdere end andre steder. Det skyldes blandt andet deres familiebaggrund og sociale omstændigheder, som er langt værre end Alex'. Han drages til stedet efter sit første besøg og tager en aften derhen alene. Her møder han fyren Scratch, som udfordrer ham til at hoppe på et forbikørende godstog. Alt går godt, indtil en sikkerhedsvagt spotter dem, og i desperation slår Alex vagten med sit skateboard. Vagten falder ind under et modkørende tog og bliver kørt over.

Denne skrækkelige situation stiller Alex over for et dilemma: Hvad skal han gøre? Han kan ikke bestemme sig for, om han skal gå til politiet eller ej, og han nages af en enorm skyldfølelse, indtil hans veninde anbefaler ham at skrive et brev.

Samtidig med disse frygtelige begivenheder har han problemer med veninden Jennifer, som vil have deres forhold til at blive mere seriøst. Han er ikke så opsat, som hun er, og til sidst bestemmer han sig for at slå op. Det er et gennemgående træk, at Alex konstant føler sig som en udstødt af samfundet på grund af sine handlinger. Det er en situation, mange teenagere kan nikke genkendende til, selv om de ikke har været involveret i en ulykke.

Filmen og grundbogen bliver fint suppleret af lærervejledningen, der har et utal af gode vinkler på materialet. Her findes der også mange relevante kopiark, der kan bruges i arbejdet med filmen og bogen. Den tilhørende cd lægger op til et intensivt lyttearbejde om grundtemaerne, og vi får også indspillede prøvetekster, der kan anvendes som forberedelse til den skriftlige prøve i 9. klasse. Jeg har fået et smugkig på materialets hjemmeside, der snart går i luften, og det tyder også rigtig godt. Alt i alt er der tale om et fascinerende materiale, der sandsynligvis vil få succes hos det unge publikum.