Der blev streget meget ind med gult under læsningen af denne bog. For Holger Henriksen formår at formulere det principielle i stramme, fyndige sætninger. Og det polemiske. Han argumenterer knivskarpt og råber op. Populistiske politikere og modesmarte pædagogiske guruer har altid fået tørt på. Samtidig med at han selvkritisk på egne og på lærernes vegne insisterer på en åben, kritisk dialog.

"Om metodefriheden - og dens fjender" er en samling artikler og kommentarer fra de seneste 35 år - plus en håndfuld helt nye. Og som ekstragevinst får læseren så også Henriksens oversættelse af Gert Biesta og Carl Anders Säfströms "Manifesto for Education". Frihed i undervisning og uddannelser betyder ikke, at alt er tilladt for læreren efter individuelle præferencer og valg, skriver Biesta og Säfström, som begge er professorer i pædagogik i henholdsvis Skotland og Sverige. "Frihed indgår i relationer og med iboende vanskeligheder. Derfor er pædagogisk frihed ikke fravær af autoritet, men en autoritet, der i sig selv bærer en orientering mod frihed". Det er dette læreransvar og denne metodefrihed, Holger Henriksens essayantologi handler om.

Han har valgt at forkorte og rette lidt i en del artikler. Især rettelserne forvirrede et par gange under læsningen - for eksempel når der optræder Pisa-undersøgelser i en principiel tekst fra 1976. Men opdateringerne viser, at Henriksen holder. Hans analyser kan ikke alene tåle at blive genlæst, adskillige peger veloplagt ind i nutidens debat.

I sit forsvar for enhedsskolen, for lærernes metodefrihed og for fagenes betydning er han stålsat argumenterende hele vejen. "Enhedsskolen kan kun begrundes, hvis den repræsenterer en fælles kultur", skiver han et sted - og definerer så i en anden artikel "det fælles" som "den demokratiske intention, ytringsfriheden og mindretalsretten, som den kan udfolde sig i samtalen mellem forældre, lærere og børn". Læreren må derfor "bestræbe sig på en autoritetens antiautoritære form".

Der er også magt på spil i skolen. Men "om det nu er lærerens bedrag eller selvbedrag, så er der en tilbøjelighed til at skjule magten i en demokratisk jargon om elevens medbestemmelse og at tage udgangspunkt i eleven og alt det flove kæleri, der ender i lærerens passive iagttagelse af elevens læring".  

Læreren skal tage ansvar for undervisningen, siger Henriksen, som "bliver svimmel og mister fodfæste", når læreren "karakteriseres som coach, initiator eller facilitator af læreprocesser".

Svagest er bogen, når det gælder kritik af ledelse og læring. For Henriksen er ledelse økonomisk styring og magt ude- og oppefra. At pædagogisk skoleledelse kan styrke lærerens mulighed for at tage ansvar for undervisningens indhold og valg af metoder ser han ikke, selv om han citerer sin egen skoleleder fra Esbjerg med varme og respekt. Selv om han anerkender den gode engelske skelnen mellem "to teach" og "to learn", anerkender Henriksen ikke, at læring er et vigtigt begreb til at fokusere på, hvordan eleverne sammen og hver for sig tilegner sig viden og arbejdsformer. Han advarer mod "det til læring halverede undervisningsbegreb".