Elever på ny overbygningsskole på Amager vælger linjer

Skolerne på Amager har været gennem en stormfuld omstrukturering, der til august munder ud i en samling af overbygningseleverne på Højdevangens Skole. Områdets 6. klasser snuser i denne uge til den skolegang, de kan se frem til efter sommerferien.

Offentliggjort

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Gymnastiksalen på Højdevangens Skole i København emmer af smålarmende forventning. De mange 6. klasseelever på Amager er for anden dag i træk samlet for at få en forsmag på de fire linjer, de skal vælge sig ind på, når de rykker op i overbygningen til august. Højdevangens Skole bliver nemlig Amagers overbygningsskole næste skoleår.

Lige nu er det dog tirsdag morgen, og de forsamlede elever kan se frem til en uge med workshops, en ny for hver dag. De har titler som "Fortælling 2.0", "X-perimentariet", "Ud i Verden" og "Idræt og Velfærd" og svarer til linjer med de samme navne. Inden eleverne begynder i 7. klasse, skal de beslutte sig for en linje, som de derefter vil blive undervist i én dag om ugen. Resten af tiden går med de almene skolefag.

Fint besøg og fire faglige retninger

Også på kontoret er der en spændt dirren i luften. Københavns Børne- og Ungdomsborgmester Anne Vang (S) har valgt at aflægge Højdevangens Skole et besøg denne tirsdag. Hun er én af de primære kræfter bag den nye skolestruktur.

"I begyndelsen var det pladsmangel, der gjorde, at vi overvejede at ændre skolestrukturen på Amager. Under idéprocessen var der så én, der nævnte, at man kunne overveje at sammenføre overbygningen i stedet for de traditionelle skolesammenlægninger, vi ellers ser. Det indeholder også en vision om en bedre skolegang for de ældste elever, der ellers kan mangle motivation i forhold til skolen. Nu glæder jeg mig meget til at følge, hvordan de finder sig til rette", siger Anne Vang.

De fire linjer repræsenterer fag fra naturvidenskabens verden over idræt til mere klassiske humanistiske discipliner som samfundsfag og kommunikation. I et lokale er en flok elever i færd med at filtrere knaldrødt vand gennem lag af sand og grus, mens elever i et andet lokale forbereder sig på at gå på filmoptagelse. Altid med en iPad i nærheden. For ifølge skolens leder Lise Ammitzbøll bliver iPads et gennemgående værktøj i undervisningen på den nye overbygningsskole.

Lise Ammitzbøll fortæller, at linjerne er et forsøg på at undgå en indsnævring af overbygningselevernes muligheder.

"Linjerne skal åbne verden for børnene og motivere dem, og det er også derfor, vi afholder workshops i denne uge og har inviteret forældrene til at komme. De skal opleve børnenes arbejde med og i de her linjer", siger Lise Ammitzbøll. Eleverne skal vælge linje inden sommerferien.

At fortælle en overbygningsskole

Skolelederen mener, at det er vigtigt at formidle en fortælling om en velfunderet og fagligt solid overbygningsskole, som lærere, elever og forældre føler medejerskab af. En fortælling, der indtil nu har været præget af både lav- og højdepunkter siden forslaget om en ny skolestruktur på Amager blev sendt til høring i januar sidste år.

"Én af de store udfordringer lige nu er at få fortalt den gode historie om noget, som ikke er endnu. Det er samtidig også en del af udfordringen at få forældre og elever til at have tillid og lyst til at være her", siger skoleleder Lise Ammitzbøll. "Det skal ikke være et forsøgslaboratorium. Det skal være godt fra starten af. Det er også en af grundene til, at vi blandt andet har nedsat en lærergruppe for at kvalitetssikre forløbet, så det ikke bare bliver ledelsesskabt".

Store og små elever

To af de kommende overbygningselever, Ditte og Yasmine, er ikke i tvivl om, at det er på Højdevangens Skole, de skal færdiggøre de foreløbigt sidste tre år af deres folkeskoletid. Bevæbnet med to af de allestedsnærværende iPads har de fået til opgave at blogge om Anne Vangs besøg. Pigerne er allerede blevet medforfattere af skolens fortælling og glæder sig især til at få endnu flere jævnaldrende venner. De får dog ikke skolen helt for dem selv lige foreløbig, for de nuværende elever i grundskolen og på mellemtrinnet har fået lov at gennemføre resten af deres skoletid på Højdevangens Skole.