Denne bog er grundig og teoretisk velunderbygget, og efterhånden som læsningen tålmodigt bevæger sig frem, stiger spændingskurven, og forløbet ender i dramaer om modsætninger i en kultur- og værdikamp i vores samfund. Læseren får i bogen et overblik over udviklingen i opfattelsen af begreberne kulturarv, frihed og lighed i de sidste årtier med hovedvægten på den netop afgåede, borgerlige regerings politik over for tosprogede.

Bogen har fire forfattere, der har skrevet hver deres afsnit. Der er en fortrinlig samstemthed imellem forfatternes indlæg. Alle har forsket i indvandreres sprog og kultur, alle har en socialkonstruktivistisk tilgang til begreberne kultur og kulturarv, alle dokumenterer gennem et grundigt og sejt træk deres teorier, og alle er kritiske over for lovgivning og bestemmelser om tosprogede, som er gennemført af den sidste borgerlige regering. Efter dennes opfattelse er Danmark et monokulturelt, demokratisk samfund, der er truet af de fremmede kulturer. Tosprogede opfattes som en trussel mod demokratiet. I modsætning hertil beskriver forfatterne Danmark som et flerkulturelt samfund under udvikling i en globaliseret verden, hvor et flerkulturelt demokrati må udvikles. Alle forfattere opfatter regeringens tiltag om tvangsspredning af elever og afskaffelse af modersmålsundervisningen som diskrimination og værende i strid med internationale konventioner, og alle dokumenterer, at der ikke er forskningsmæssigt belæg for regeringens politik på de nævnte områder.

Bergthóra Kristjánsdóttir tager udgangspunkt i den tyske sprogforsker Kosellecks teorier og forskning om begrebers opståen og udvikling og om kampen om definitionen af begreber, som påvirker praksis. Hun angriber den forrige regerings tvangsspredningspolitik og afskaffelse af modersmålsundervisning og plæderer for, at der oprettes flersproglige skoler, hvor de tosprogedes kultur og sprog inddrages og respekteres.

Anne Holmen analyserer bestemmelser for faget dansk fra Den blå Betænkning til Fælles Mål. Hun påpeger fravær af indhold, der inddrager de tosprogede elevers sprog og kultur. Man bør beskrive et nyt flerkulturelt danskfag.

Det centrale omdrejningspunkt i Claus Haas' indlæg er værdikampen og demokratikanonen, som Anders Fogh Rasmussen lancerede. Den sidste borgerlige regering opfattede med baggrund i 11. september de tosprogede som en trussel for demokratiet, selv om sociologiske undersøgelser viser, at de tosprogede i høj grad forstår og accepterer demokratiske værdier. Den opfattede den danske kultur som en national erindringskultur, som er truet af det fremmede.

Christian Horst gennemgår i sit kapitel processen i forbindelse med gennemførelse af loven om afskaffelse af statslige tilskud til modersmålsundervisning og viser med al ønskelig tydelighed, at magtkampen i forbindelse med behandlingen af dette lovforslag har sin oprindelse i vidt forskellige ideologier og syn på kultur. Det er ret deprimerende at læse den dramatiske anskueliggørelse af, hvordan en regering med flertallet i orden kan blæse på forskning og internationale konventioner blandt andet om menneskerettighederne, hvis den vil.

Nogle af bestemmelserne, der refereres til, har imidlertid kun haft minimal betydning for folkeskolens hverdag. Der er langt fra vedtagelse af love og udsendelse af bestemmelser til deres implementering i praksis. Jeg savner referencer til mere praksisorienterede værker, som har haft langt større betydning for folkeskolens praksis end en del af de videnskabelige værker, der refereres til.

I den nye regerings hensigtserklæringer er der åbnet for en ændring af mange af den borgerlige regerings diskriminerende bestemmelser. Man kan så håbe, at disse intentioner også fører til handling og konkrete lovforslag.

Der er lang vej, før forfatternes flerkulturelle skole og demokrati kan realiseres. Men bogen er et værdifuldt bidrag til en visionær debat om de tosprogedes rolle i det flerkulturelle samfund.