Anmeldelse
Naturens univers 7
Naturens univers 7
Klik for at skrive manchettekst.
Bemærk
Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.
Ved første øjekast er det, hvad man vil forvente af et bogmateriale til fysik/kemi-undervisningen i 7. årgang. Elevbog, lærervejledning og kopimappe. Problemet med materialet er, at det ligner noget, der er set før. Der er som forventeligt fine billeder, tekst og tegninger af forsøgsopstillinger. Der, hvor "Naturens univers" skiller sig ud, er ved den virkelig gennemarbejdede tekst. Informationerne er helt nede på jorden og tager eleverne med på en god rejse ind i naturvidenskabens verden. Specielt vil jeg fremhæve introduktionen, der meget konkret formidler, hvordan faget er flettet ind i mange aspekter af vores dagligdag, plus afsnittet om myter og teori i forbindelse med universet. Lækker læsning for elever.
Fakta:
Titel: Naturens univers 7
Forfatter: Jens Hviid, Peter Norrild, Martin Krabbe Sillasen
ISBN: 9788770662222
Pris: 170 kroner
Sider: 160 sider
Type: Diverse
Forlag: Alinea
Et par ting, der måske kan holde nogle tilbage fra at investere i materialet, er, at det endnu kun findes til 7. årgang, en lidt intetsigende lærervejledning, og at det kniber med nye forsøg. Forsøgene er gamle kendinge på nær et par stykker - der er et spændende et om malakit og kobberoxid.
Jeg havde også gerne set et stærkere fokus på forskellige tilgange til emnerne, hvor elever kunne arbejde på forskellige måder og niveauer.
Den tilhørende portal, indeholder simulationer, ekstra tekst og arbejdsarkene, som eleverne kan udfylde elektronisk.
Med de nye fagportaler, der er kommet eller er på vej, andre bogsystemer og de solide gratis materialer, der regelmæssigt bliver udsendt, så kommer "Naturens univers" ud i meget hård konkurrence om lærernes gunst. Materialets styrke er den gennemførte tekst og de elektroniske arbejdsark.