Lærer og tillidsrepræsentant Nils Wulff overvejer, om han har stemt på den forkerte, efter Christine Antorini har meldt ud, at lærerne bør undervise mere.

DLF: Antorini bruger misvisende tal

"Ministeren udtaler sig på et tyndt grundlag", lyder en skuffet DLF-formands kommentar til Børne- og undervisningsminister Christine Antorinis udmeldinger i dag om, at lærerne bør undervise mere. Undervisningsministeriets tal for lærernes arbejdstid medtager it-vejledere, skoleledere og ferie, og siger ikke noget om virkeligheden, lyder Anders Bondos kritik. KL er enig i, at man skal bruge ministeriets tal varsomt.

Offentliggjort Sidst opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Lærer Nils Wulff går rundt på kredskontoret i Fredensborg Lærerkreds og ærgrer sig. I morges da han slog Politiken op, blev han mødt af store fede typer øverst på side 9: "Antorini: Folkeskolelærere skal undervise mere".

"Så tænkte jeg, at jeg havde stemt på en forkert person. Da jeg så overskriften tænkte jeg, at hun synes, jeg laver for lidt", siger Nils Wulff, der foruden undervisning foran eleverne på Fredensborg Skole bruger en del af sin arbejdstid på at være tillidsrepræsentant og kassér i Fredensborg Lærerkreds.

Også formand for DLF Anders Bondo Christensen er skuffet.

"Det er en rigtig ærgerlig rygmarvsreaktion fra undervisningsministeren. Jeg havde håbet, vi kunne få mere seriøsitet ind i det. Hun udtaler sig ud fra tal, der på mange måder er ubrugelige", siger Anders Bondo. 

Lærerne underviser mere

De nye tal fra undervisningsministeriet er en opgørelse af lærernes undervisningsandel i skoleåret 2010/2011. Tallene bliver indberettet til ministeriet via Uni-C hvert år, og hvert år er der diskussioner om, hvorvidt det er den rigtige måde at opgøre lærernes arbejdstid på. Tallene viser, at lærerne i år bruger en større del af arbejdstiden på undervisning.

Men Christine Antorini så gerne, at lærerne underviser en endnu større del af arbejdstiden.

"Undervisningsandelen er steget lidt siden skoleåret 2009/10. Det er godt, at kommunerne fortsat har fokus på dette, og det vil også indgå i den løbende dialog med KL. Fremadrettet er det stadig en fælles opgave at få løftet undervisningsandelen yderligere, så lærerne bruger mest mulig tid på det, de er bedst til - nemlig at undervise. Det er godt for eleverne og et godt udgangspunkt for at styrke fagligheden," siger Christine Antorini i en pressemeddelelse.

På kredskontoret i Fredensborg forstår Nils Wulff ikke, at Antorini drager så hurtige konklusioner. Fredensborg er den kommune i opgørelsen, der siden sidste år har fået hævet lærernes undervisningstid mest. Men sådan føles det ikke for lærerne på skolen. Nogle lærere har fået mindre tid til forberedelse til specialundervisningen, og det er et arbejdsgiverår, men udover det mener han ikke, at lærerne i normalundervisningen bruger mere tid på undervisning.

"Der er blevet slået skoler sammen, og principielt betyder det, at der er skåret fem lederstillinger. Det betyder meget for tallene, men ikke så meget for lærernes undervisningstid", siger Nils Wulff.

KL bruger ikke ministeriets tal

Anders Bondo kalder ministeriets tal for misvisende.  

"Men det er klart, at lærerne godt kan undervise mere, hvis der skæres funktioner væk. Så betyder det bare, at vi ikke har skolebiblioteker, læsevejledere eller it-vejledere", siger Anders Bondo, og understreger, at det ikke harmonerer med, at Antorini ønsker, at folkeskolen skal inkludere flere elever med vanskeligheder i normalundervisningen. Han så hellere, at ministeren så på, hvordan de udfordringer blev løst og brugte energi på at give opbakning til lærerne, der står i undervisningen. Desuden mener han, at lærernes arbejdstid er et overenskomstspørgsmål, som ministeren slet ikke bør blande sig i.

Når Anders Bondo forhandler lærernes arbejdstid sidder han over for borgmester i Høje Taastrup Michael Ziegler. Han er formand for KL's løn- og personaleudvalg. Han har ikke så store problemer med, at Christine Antorini blander sig i lærernes arbejdstid.

Han fortæller, at KL ikke bruger undervisningsministeriets statistik over lærernes arbejdstid.

"Vi bruger vores egne undersøgelser. Det gør vi for at sikre, at de er valide. De tal som Uni-C indberetter er ikke altid valide", siger Michael Ziegler.

KL: Lærernes arbejdstid skal prioriteres lokalt

Men KL's egne undersøgelser tegner samme billede, som undervisningsministeriets tal; Nemlig, at der mellem kommunerne er stor forskel på, hvor stor en del af arbejdstiden lærerne bruger på undervisning. Kommunerne har ikke noget måltal for, hvor stor en del af arbejdstiden lærerne bør bruge på at undervise.

"Vi prøver bare at skabe nogle rammer for, at kommunerne kan øge undervisningstiden. Men det er en lokal prioritering", siger Michael Ziegler.

Lærerne i Brøndby underviser mest

Brøndby Kommune har i ministeriets opgørelse den højeste undervisningsandel med 35,9 pct. (690 timer om året), mens Langeland har den laveste undervisningsandel med 29,2 pct. (561 timer om året).  

På Langeland har der været store ændringer i skolestrukturen.  

"Vi undrede os over tallene. Men de tal dækker ikke virkeligheden særlig godt. Lærerne har fået en lang række andre ting at arbejde med i forbindelse med strukturændringerne i nogle udviklingsgrupper. Og der er også nogle ledelsesfunktioner, som på sigt skal væk, men som stadig er der i overgangsfasen", siger næstformand i Ø-havets Lærerkreds Lars Krogh.

Læs mere

Læs artiklen på Politiken.dk