Anmeldelse

Abacus

Abacus

Klik for at skrive manchettekst.

Offentliggjort Sidst opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

"Abacus" er et matematikmateriale til skolestarten, som skaber et godt grundlag at bygge videre på. Et aktivt og alsidigt matematiksystem til skolestarten.

Fakta:

Titel: Abacus

Forfatter: Connie Nielsen, Elisabeth Tang

ISBN: 9788792637062

Pris: 97,50 kroner

Sider: 56 sider

Type: Bog

Forlag: Forlaget Matematik

"Abacus" udfolder en matematikundervisning, som
- prioriterer sproglighed og bevægelse
- udfordrer alle børnenes intelligenser
- vægter leg, fællesskab og samarbejde
- relaterer sig til virkelighed såvel som fantasi.

Forfatterne er begge uddannede og erfarne matematiklærere, og det er deres hensigt med dette materiale at skabe en matematikundervisning, der prioriterer leg, fantasi, samarbejde, bevægelse og sproglighed og udfordrer alle børnenes intelligenser.

Tematisk relateres materialet til Fælles Mål 2009 for børnehaveklassen, og i lærervejledningen redegør forfatterne for, hvordan de har tænkt materialets dele og deres ideer ind i den ramme.

Et interessant indholdsfelt i lærervejledningen er forfatternes konkrete ideer til klasseværelsets indretning og til opbygningen af en alsidig materialesamling. Denne materialesamling, som i stor udstrækning består af gratis objekter, er i sig selv inspirerende til mange praktiske matematikaktiviteter. For eksempel fortælles der om, hvordan man kan bruge propper fra mælkekartoner som brikker og til tælle-lege. Det er ikke bare elevernes fantasi, der appelleres til.

Et andet inspirerende afsnit handler om brug af digitale medier. Her udfoldes en vifte af muligheder, for eksempel hvordan man kan inddrage pc og iPad som selvstændige eller supplerende materialer.

Efter afsnittet om forældrearbejde, hvor forfatterne understreger betydningen af at inddrage forældrene, følger en generel vejledning om de enkelte timer, og herefter introduceres til de specifikke temaer: Min klasse, Sten, Min skole, Tid, Butik, Slottet, Cirkus.

For alle temaer gælder det, at man kommer godt rundt både i matematiske kategorier og i virkelighedens såvel som fantasiens verden. For eksempel bygges der i afsnittet om sten en storyline op om "Stenoernes land", hvor stenene bliver malet til levende væsener, og andre steder bliver stenene brugt til spil og konkurrencer. På den måde er der indirekte indbygget mange aktiviteter.

Bagerst i lærervejledningen er der kopisider til viklekort, terningevæddeløb og så videre, og endelig er der noder til talsangen, for selvfølgelig er der en talsang. På talkortene fra 1-10 er der tegninger og billeder samt et rim, der kan synges på melodien "Rapanden Rasmus".

I Basisbogen er der samtalesider med farverige, detaljerede, morsomme tegninger og fotografier, der relateres til temaerne, men som alligevel har en åben karakter, så der er mange øvrige associationsmuligheder.

Generelt finder jeg materialet overskueligt og inspirerende med lækkert layout, og de mange konkrete, praksisnære overvejelser afspejler et grundigt kendskab til feltet i skolen. Der er al mulig grund til at tro, at børnene i skolestarten med dette materiale er hjulpet rigtig godt på vej ind i matematikkens verden.