Skal målsætningen med de 95 procent i uddannelse nås, skal der arbejdes med elevernes valg og med fastholdelse i uddannelsen. Mange fremtidsdrømme er diffuse og uformulerede, og valget kan blive et skud i tågen. Især i arbejdet med elever uden stor tro på egne muligheder er det vanskeligt at frembringe positiv forventning til succes og tro på uddannelse og job.

Denne udgivelse viser en tilgang til eleverne, der frisætter og styrker elevens resurser ved at benytte metoder, der støtter eleven frem mod realiseringen af drømmen. Tilgangen hedder anerkendende elevsamtaler og bygger på Appreciative Inquiry (AI) og på positiv psykologi. Ud fra dette teoretiske udgangspunkt bruges metoder, der styrer elevsamtalerne i en proces, hvor faserne går over fokus og forståelse til fremtidsdrøm og frigørelse. En metode er blandt andet at skabe fokus ud fra billedet af et problemtræ og derefter opbygge et styrketræ ud fra elevens tidligere positive oplevelser og succeser og herved skabe forståelse for egne resurser og disses aktive bidrag til at skabe løsninger på problemer til gavn for én selv og fællesskabet. En anden metode er vejkortet, der visualiserer elevens uddannelses- og erhvervsønske. Et stort vejkort fastlægger vejen fra nu og frem til uddannelsens omsætning til et job på arbejdsmarkedet. Vejkortet skal hænge synligt i klasserummet til daglig inspiration og udfordring, skal styre elevens arbejde med planen og vise, at fremskridt skal fejres, når et delmål er nået. Der beskrives andre metoder til arbejdsprocessen, men AI er mere end metoder siger forfatterne. Det er en holdning til at ville se positivt på eleven som et menneske med resurser, og det gælder alle elever. Metoderne vil ikke være nye for uddannede vejledere, men lærere og vejledere vil kunne finde inspiration til deres samarbejde om de unge i afgangsklasserne og deres uddannelsesplaner. Ligesom ungdomsuddannelserne vil kunne finde inspiration og afsæt for en, måske for nogle, ny pædagogisk tilgang i fastholdelsesarbejdet på uddannelserne. 

Rammen for bogen er et udviklingsprojekt ved Arbejdsinstituttet Buskerud i Norge, der er en slags produktionsskole. Udgangspunktet var arbejdet med de unge, hvor resultaterne viste, at institutionen måtte ændre sig, at medarbejderne måtte udvikle sig i nye retninger. AI blev vejen til organisationsudvikling og en stor gevinst for de unge, der frekventerer institutionen, hvilket lederen beskriver i forord og afsluttende kapitel.