Hanne Warmings bog er i fire dele. Første del beskriver barnesynet gennem tiderne, kulturen og de samtidige voksnes forsøg på at sætte sig i barnets situation. I bogens anden del beskriver forfatteren udvalgte sprogteorier. Hvorledes sproget for eksempel kan bruges som magt, og hvilken virkelighed vi skaber gennem sproget. Den tredje del af bogen er en praksisdel. Her er børnesamtalen i fokus. Fjerde del har fokus på, hvordan børns perspektiver inddrages historisk i skole og andre institutioner. Så bogen følger en typisk stringens for en lærebog på akademisk niveau. Først kridtes banen op med væsentlige begrebsafklaringer og teorier. Denne danner ramme for det efterfølgende praksiskapitel og en perspektivering i forhold til skole, institutioner og nærmiljø i øvrigt.

Bogen har en forankring i den hermeneutiske og konstruktivistiske barndomsforskning, også kaldet den nye barndomsforskning. Bogens sigte er ikke at præsentere løsninger ud fra en bestemt videnskabelig teori og metodisk tilgang. Men man skal som fagperson søge indsigt i og inddragelse af børnenes egne perspektiver. Det at give barnet lov til at italesætte det, der giver mening, er en væsentlig pointe bogen igennem. Det, man som voksen kan mene er en bagatel, er det muligvis ikke for barnet. Hvis en lærer for eksempel siger: "Græd ikke, det er da ikke noget at græde over", gør læreren sig til dommer over barnets reaktion, og forfatterens pointe er netop, at det skal man ikke. Vi skal møde barnet i en nysgerrig, anerkendende tilgang. Vi skal søge at få perspektivet fra barnets side og være nysgerrige. Hermed får vi muligheden for at få gode børnesamtaler.

Det, der ved siden af et godt teoretisk niveau gør bogen anbefalelsesværdig, er, at der i hvert kapitel er refleksionsøvelser, som tager udgangspunkt i en autentisk dagligdag i for eksempel en skole. Så forfatteren skaber en elegant kobling mellem teoretisk stof på den ene side og praksis på den anden. Praktikere vil nok opleve, at bogen er forholdsvis tungt forankret i de første kapitler, hvis de læser den fra ende til anden. Et af kendetegnene for bøgerne fra Akademisk Forlag i professionsserien i øvrigt. Men teori- og praksisdelen kan udmærket læses adskilt. Det, der især gør bogen her interessant, er, at den rammer ind i den lærerstuderendes metarefleksion, som det kræves på lærerstudiet, samtidig med at den forankrer den i en praksis for uddannede lærere.