Anmeldelse
Fofattere i nyere dansk børnelitteratur
Forfattere i nyere dansk børnelitteratur
Klik for at skrive manchettekst.
Bemærk
Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.
Titlen på Torben Weinreichs "Forfattere i nyere dansk børnelitteratur" er lovende: Her er lagt op til et vue ud over de forfattere, der tegner den nyere børnelitteratur. Et hurtigt blik ned over indholdsfortegnelsen viser dog, at næsten hele bogen er bygget op om bare fire forfatterskaber: Bent Haller, Cecilie Eken, Kim Fupz Aakeson og Bjarne Reuter. Torben Weinreich har skåret med den skarpe kniv i flokken af nutidige børnebogsforfattere og altså valgt at fokusere på veletablerede navne. Men selv om prioriteringerne er klare og forståelige, kan man ikke undgå at sidde tilbage med en fornemmelse af, at de valgte fire ikke helt er "nyere", og at feltet kunne være bredere.
Fakta:
Titel: Forfattere i nyere dansk børnelitteratur
Forfatter: Torben Weinreich
ISBN: 9788763814010
Pris: 288 kroner
Sider: 285 sider
Type: Bog
Forlag: Høst og Søn
Det skal dog slås fast, at man får meget for pengene: Bogen udstråler stort overblik og fin grundighed i behandlingen af de fire forfatterskaber. Kvaliteten i deres bøger formidles eksemplarisk, uden at det bliver til ukritisk lovsang: Ikke alt er godt, bare fordi det kommer fra etablerede forfattere på det børnelitterære parnas, selv en Haller kan have brug for at skrive "mellembøger".
Kronologien i forfatterskaberne styrer i høj grad fremstillingen. Denne fremstillingsform sikrer, at man kommer omkring i de enkelte forfatterskaber, og overblikket spiller fint sammen med sansen for detaljen, som når bogen indkredser Hallers "dystopiske realisme". Men det betyder også, at det kan stå mindre klart, hvad det enkelte værk betyder for det samlede forfatterskab.
I bogens sidste korte kapitel inddrager Torben Weinreich en række forfattere, der ikke fandt egentlig plads i bogen, og som måske stemmer mere overens med titlens lovende "nyere": Jesper Wung-Sung, Oscar K og andre. Desværre bliver fremstillingen her overfladisk, og man kan spørge sig selv, om det bidrager med nyt til billedet af forfatterskaberne.
Samlet set rummer bogens første fire kapitler vigtige bidrag til de eksisterende fremstillinger i mere oversigtsprægede værker om børnelitteraturen. For den lærer, der skal arbejde med et af de fire forfatterskaber, må bogen være grundlæsning, og den bør have plads på skolens bibliotek.