»I don't like Mondays«, sagde 16-årige Brenda Spencer i 1979, da dommeren i retten spurgte, hvorfor hun skød på skolekammerater og lærere. Samme år udødeliggjorde Bob Geldof ordene i hittet af samme navn.

Efter Brenda kom andre »college killers«, og for få uger siden dræbte den 23-årige Cho Seung-hui sig selv og mere end 30 studiekammerater på Virginia Polytechnic Institute i USA.

»Evil«, prædikede en lokal præst dagen efter.

Cho efterlod en afskedsvideo med en slet skjult hilsen til Eric Harris og Dylan Klebold, der i maj 1999 jagtede og skød 12 skolekammerater på Columbine High School, før de begik selvmord.

Videokameraer optog de drabelige scener, hvor lyden fra grædende kammerater, der beder for deres liv, giver de kornede optagelser en skræmmende uhyggelig lydside.

Nu rystes vi igen af »real« dokumentarindslag om massemordere i studiemiljøer.

Cho, Harris, Klebold og Brenda adskiller sig dog fra mange af de i retshistorien beskrevne massemordere ved, at ofrene ikke er »ukendte« for eller flygtigt bekendte af gerningsmændene, men er deres kammerater og lærere.

I Virginia Tech- og Columbine-massakrerne er der tilsyneladende et gennemgående træk ved historierne ud over det amerikanske »manden, der ser rødt«-syndrom (man tager våbnet i egen hånd, når man møder uretfærdighed): De unge mordere i begge sager beskrives af deres skolekammerater som outcasts, anderledes og mobbede.

En af de overlevende unge fra Columbine, Brooks Brown, har begået den meget omdiskuterede bog, »The Truth Behind Death at Columbine«; her fokuserer han på »the horrific teasing and bullying rampant at Columbine«. Flere forhenværende studerende bakker ham op på de mange amerikanske websites, hvor der er løbende debatter om Columbine-tragedien. Andre gør ikke.

Gun-drengene fra Columbine bekræfter på sin vis Browns påstand. På afskedsvideoen fortæller Eric Harris, at folk konstant lavede sjov med »my face, my hair, my shirts«. Medgerningsmanden Dylan Klebold siger vredt: »You made me, what I am«. Helt tilbage fra sin tid i børnehaven, The Foothills Day Care Center, har Klebold følt, at »stuck-up«-børnene afskyede ham. »Being shy didn't help«, konstaterer han. »I'm going to kill you all .«.

Bitterheden og hadet mod omgivelserne - her i særdeleshed mod skolekammeraterne - går også igen i Chos afskedsvideo: »I am angry. I killed because people like me are mistreated every day. I did this to show society, push us and we will push back ... All throughout my life, I was ridiculed, always beaten, always hated. Can you, society, truly blame me for what I do? Yes, you will ... It was not a cry for attention, it was not a cry for help. It was a scream in sheer agony saying that if you can't pry your eyes open, if I can't do it through pacifism, if I can't show you through the displaying of intelligence, then I will do it with a bullet«.

Når man studerer de to sagers offentligt tilgængelige udtalelser fra skolemyndigheder, lokalmyndigheder og politi, har det været åbenbart, at her er der elever med store relationsproblemer. Alle drengene var eksempelvis henvist til psykiatriske samtaler, og der lå flere skoleanmærkninger i deres sagsmapper.

Den sociale isolation synes accepteret, forklaret og legitimeret med beskrivelser af drengenes særheder - uden skelen til om det »mærkelige« og »sære« netop skabes eller forstærkes yderligere ved eksklusion. Tankevækkende.

Helle Rabøl Hansen er cand.jur., ph.d.-studerende på Danmarks Pædagogiske Universitet