»Længe har der været drevet rovdrift på naturens resurser.

Nu er der også rovdrift på de menneskelige resurser«.

Psykolog Nadja Prætorius, hvis arbejde det er at hjælpe ansatte, der segner under stress, beskriver i en ny bog »Stress - det moderne traume« en ny slags mobning - »system-mobning«. Bogen udkommer til foråret, men jeg har fået lov til at kigge i den allerede nu.

I modsætning til person-mobning retter system-mobningen sig mod en organisation, dens faggrupper og enkeltpersoner: »Medarbejderne gøres møre og undergraves ved, at der sættes spørgsmålstegn ved deres tidligere måde at arbejde på. Dernæst pålægges de ansatte ændrede holdninger og udsættes for styring og kontrol«, skriver Prætorius.

Magtrelationen mellem mobberen og den udsatte (her faget og dets udøvere) gør, at den udsatte ikke er i stand til - eller hindres i - at forsvare sig mod den oplevede nedgørelse og undergravning. Samtidig indføres evaluering og kontrol, der ikke levner den udsatte andre muligheder end at makke ret.

Prætorius anvender også begreberne »dobbeltbudskaber« og dobbeltbindinger, for eksempel: »når arbejdspladsen har opstillet kerneværdier, såsom åbenhed, gennemskuelighed, ærlighed, mennesket i centrum, selvbestemmelse, uddelegering af ansvar, høj kvalitet i arbejdet ... samtidig med at medarbejderne tvinges til at arbejde ukvalificeret og undertiden også uhæderligt, og at den højt besungne selvforvaltning og uddelegering af ansvar i decentrale netværk består i, at medarbejderne skal præstere resultater, som dels er bestemt ovenfra, og som de ikke har skyggen af mulighed for at opnå, og dels at ledelsen samtidig frasiger sig ansvarlighed«.

Socialrådgivere, børnehavepædagoger, læger, lærere, sygeplejersker, plejehjemsassistenter, præster og så videre kender det.

For lærerne kan arbejdsvilkårene - det vil sige timetal, materialer, lokaler, specialpædagogisk støtte, efteruddannelse med mere - halte af sted. Men det er den ansatte, der bliver udpeget som ineffektiv og ukvalificeret! »Arbejdsvilkårene er ikke blot urimelige og umulige, men samtidig skal de håndteres med resurser i en selv, man er gjort usikker på, om man besidder«, skriver Prætorius.

Man intimiderer medarbejderne med kritik af deres hidtidige arbejde, og ved hjælp af frygtforestillinger gør man dem usikre på sig selv, på deres dømmekraft og værdier.

Man gør dem ansvarlige ikke blot for deres egen eksistens som medarbejdere, men også for arbejdspladsens faglige berettigelse og opretholdelse, ja, endda for nationens overlevelse i den globale konkurrence.

»At være udsat for system-mobning opleves på samme måde, som hvis man er udsat for overgreb, men det, at det sker på ens arbejdsplads, gør det yderligere belastende«.

Lærerjobbet er udsat for system-mobning, mobningen accelererer, og vi er udsat for en tobenet mistillid: evaluering og elevplaner!

Først det ene ben: I 1999 oprettede man Evalueringsinstituttet. Lærerne spurgte allerede dengang: Hvorfor skal det nu hedde evaluering, hvorfor ikke refleksion og overvejelse, den åbne samtale? I dag ved alle, at evaluering er lig med kontrol og mistillid, og med evalueringsbølgen er mistillid og mistænkeliggørelse iscenesat som selve den danske forvaltningskultur.

Evalueringsinstituttet demonstrerer i en ny rapport sin foragt for lærerstanden under overskriften »Læreren skal kunne begrunde sine valg, læreren skal vide helt præcis 'Hvorfor gør jeg sådan?'« (refereret efter Folkeskolen nummer 39). Evalueringsinstituttets postulat er, at lærerne ikke ved, hvad de gør, og hvorfor de gør det.

Og så det andet ben: Elevplanerne. Elevplanskriveriet er - ud over den mistillid, det er udtryk for - det foreløbige højdepunkt af tidsspilde og papirnusseri.

Efter forskellige pædagogiske og arbejdstidsmæssige indvendinger udsendte DLF et notat, der overvejede, hvad man kunne forestille sig, at arbejdsgiverne kunne tænkes at mene om, hvor elevplansarbejdet kunne puttes ind. For ringe.

Bertel Haarder var os for snedig, da han udlagde den endelige beskrivelse af elevplanens omfang til kommunalbestyrelserne. Nu er der kun tilbage at se, hvor slemt det bliver lige her på vores egn. Alt for ringe!

Evaluering, mistillid, kontrol og arrogant centralisme er kerneord i regeringen Foghs styring af den offentlige sektor. Det handlede septembers demonstrationer og arbejdsnedlæggelser om.